Sankt Martins dag i Skandinavien

Den kommende festdag for Sankt Martin, som fejres den 11. november, er i mange dele af Europa en dag med festmåltider, velgørenhedsarrangementer og fællesskaber, der samles. Selvom denne festdag ikke er så udbredt i Skandinavien som i for eksempel Tyskland eller Nederlandene, har traditionen stadig en plads i kulturen i denne nordiske region. Lad os se på historien om denne festdag og hvordan den fejres i de enkelte skandinaviske lande.

Historie om festdagen

Sankt Martins festdag, også kendt som Martinmas, har sin oprindelse i dyrkelsen af Sankt Martin af Tours, en af de mest indflydelsesrige helgener i den vestlige kristendom. Martin blev født omkring år 316 e.Kr. i det nuværende Ungarn. Fra en ung alder ønskede han at blive munk, men hans far, en højtstående romersk officer og hedning, modsatte sig dette. Martin blev derfor soldat og tog sin opgave alvorligt. Han var dog anderledes end de andre soldater – han manglede aggression og følte derimod medlidenhed med de svage. Han blev hurtigt kendt for sine velgørende handlinger. Den mest kendte historie om Sankt Martin fortæller, hvordan han under en hård vinter mødte en tigger, der rystede af kulde ved vejkanten. Rørt af hans situation skar Martin sin militærkappe i to med sit sværd og gav tiggeren den ene halvdel for at varme ham. Samme nat havde Martin en vision af Kristus, der bar den samme kappe, hvilket fik ham til at konvertere til kristendommen og senere forlade hæren for at blive munk.

Efter et liv dedikeret til at hjælpe de fattige og udbrede kristendommen blev Martin modvilligt udnævnt til biskop af Tours. Hans festdag, den 11. november, falder sammen med datoen for hans begravelse i år 397 e.Kr. Gennem århundreder er Sankt Martins dag blevet en vigtig kristen højtid, især i middelalderens Europa, hvor den markerede afslutningen på landbrugsåret og begyndelsen på vinterperioden.

Historisk set har festdagen været en tid for overdådige måltider og festligheder. Det var den sidste mulighed for at nyde et solidt måltid inden begyndelsen på adventens faste, og det var også en tid, hvor landmænd slagtede kvæg som forberedelse til vinteren. Helligdagen blev forbundet med at spise gås, og der findes flere legender om denne tradition. Ifølge en historie gemte Sankt Martin sig i en gåsestald i sin ydmyghed for at undgå at blive biskop, men de larmende gæs afslørede hans skjulested. Som følge heraf blev det en tradition i mange europæiske lande at spise gås på denne dag.

Ud over festmåltider blev huslejer betalt, gæld udlignet og kontrakter indgået på denne dag, da den faldt sammen med afslutningen på det økonomiske år. På landet og i små byer fik tjenestefolk deres løn for det forløbne år. Karle og piger fornyede deres kontrakt med landmanden, de arbejdede for, eller søgte en bedre stilling. Før dette skulle de dog fejre. Det siges, at nogle gange drak de hele deres års løn væk uden at bekymre sig om et nyt job.

Denne dag var også forbundet med vinproduktionen, da den var tidspunktet for smagning af "nyt vin". I mange regioner var lanterneoptog og bål almindelige, hvilket symboliserede lys og varme, da dagene blev kortere og koldere.

Lanterner og bål spiller en vigtig rolle i fejringen af Sankt Martins dag, især som symboler på lys og håb i den kommende vinterperiode. I mange europæiske lande afholdes lanterneoptog, hvor børn og voksne deltager. Optogene bevæger sig ofte gennem byernes og landsbyernes gader, nogle gange ledsaget af en person klædt som Sankt Martin til hest, hvilket minder om legenden om hans velgørende handling. De oplyste lanterner, ofte håndlavede, symboliserer lyset, der skinner i den mørke tid, når vinteren nærmer sig. Ud over lanterner er bål også en del af fejringen, enten i form af store bål eller mindre ildsteder, hvor folk samles.

Fejringer i Sverige

I Sverige fejres Sankt Martins dag, kendt som Mårtensafton, aftenen før, den 10. november, primært i den sydlige region Skåne, som historisk set var en del af Danmark indtil midten af det 17. århundrede. Hovedfokus for den svenske fejring er Sankt Martins festmåltid. Måltidet begynder traditionelt med en sort suppe lavet af gåseblod, kendt som svartsoppa. Denne kraftige suppe, tilberedt med gåseblod, bouillon og krydderier som nelliker og ingefær, er en traditionel, men kontroversiel ret. Den serveres ofte med stykker af gåselever og hjerte samt små skiver æble.

Tidligere blev lutefisk af tørret fisk serveret som forret, og som dessert risengrød (risgrynsgröt). Svenskere går typisk ud for at spise Sankt Martins gås på restauranter, da de ikke fejrer selve Sankt Martin, men snarere traditionen med at spise gås.

Fejringer i Danmark

I Danmark er denne dag kendt som Mortensaften, og ligesom i Sverige serveres der en festmiddag med stegt and eller gås. Denne tradition er forbundet med en dansk legende, der ligner den tyske: Sankt Martin, på dansk Morten, var så ydmyg, at han skjulte sig blandt gæs for at undgå at blive biskop. De støjende gæs afslørede ham, hvilket førte til traditionen med at spise gås (eller and) på denne dag. I dag foretrækker danskerne dog at spise and i stedet for gås, da den er mindre og billigere.

I Danmark er Mortensaften mere en familiehøjtid end en offentlig fejring. Selvom den ikke fejres så omfattende som jul eller påske, giver den danske familier en anledning til at samles og nyde et godt måltid. Dagen har også et velgørende element, hvor nogle mennesker benytter lejligheden til at arbejde frivilligt eller støtte velgørende organisationer.

Fejringer i Norge

I Norge kaldes den 11. november for Mortensdag eller Mortensmesse. Der er en tradition for, at "bjørnen går i vinterhi" på Sankt Martins dag, og at klart vejr denne dag varsler en hård vinter ("Hvis dagen er klar, så blir vinteren hard."). Selvom en gås og et drikkehorn (Trinkhorn) var afbildet på den norske rune-kalender (kaldet Kalenderstab eller Primstav) på denne dag, blev traditionen med Sankt Martins gås ikke videreført, og i stedet spises der traditionelt svinekød.

Denne dag forbindes mere med afslutningen på høstsæsonen og forberedelsen til vinteren end med en egentlig fejring af Sankt Martin. I landdistrikterne samles familier stadig til et festmåltid, der ofte omfatter traditionelle norske efterårsretter såsom lam, rodfrugter og kraftige gryderetter.

Dagen fejres også i nogle skoler eller kirker, hvor aktiviteter fokuserer på venlighed og deling, hvilket afspejler Sankt Martins værdier. Dog er det ikke en bredt fejret helligdag, og de fleste nordmænd forbinder november mere med mindedagen for krigsveteraner.

Selvom Sankt Martins dag har mistet betydning i store dele af Europa, forbliver den en vigtig kulturel tradition i nogle lande. I Skandinavien har protestantismen dæmpet fejringen af mange katolske helligdage, men temaerne om fællesskab, gavmildhed og forberedelse til vinteren lever videre.